Efter to veloverståede dage med fokus på interview- og rekrutteringsteknik, sidder jeg her og evaluerer lidt.
Begge dage gik faktisk rigtig godt. Det er første gang, jeg kørte netop dette kursus, hvorfor jeg er meget tilfreds med udfaldet. Deltagerne har givet rigtig god respons og ledelsen som dukkede op for at kvalitetssikre lidt, var også meget tilfreds.
Dagene var inddelt som en blanding mellem teori og praksis.
Jeg gav indlæg om forskellige rekruttteringsmæssige aspekter, hvilket vi havde mange gode dialoger omkring. Med deltagernes gode bidrag blev der rigtig videndelt og som underviser/konsulent, synes jeg rigtig godt om denne del, idet et kursus dermed bliver mindre lærerstyret og mere præget af en proces hvor vi hver især bidrager.
Flere gange gik det op for deltagerne, hvor meget gavn de kan få af hinanden fremover. Der blev netværket - udvekslet numre og mailadresser mellem personer som ikke i udgangspunktet havde forventet at ville kunne sige hinanden noget.
For mig at se er det een af styrkerne ved at minimere lærerstyringen og give mere plads til processen, hvor min rolle netop mere bliver konsulenten der binder tråde sammen og perspektiverer.
På førstedagen gav jeg indlæg om emner som:
- stillingsafklaring, jobanalyse og udarbejdelse af jobprofil
- kommunikative overvejelser i forbindelse med rekrutteringsprocessen
- udvælgelsesprocessen
- selve interviewet inkl. rollefordeling, spørgeteknik og aktiv lytning
Omdrejningspunktet for emnerne var at belyse hvordan jeg som samtaleleder og observatør får afdækket kandidaten så godt, at jeg når kernen i forståelse af hvilken person kandidaten er.
På anden dagen havde vi konkret træning i interview på baggrund af udvalgte stillingsannoncer inkl. videooptagelser.
Alt i alt nogle gode dage, og jeg kan se frem mod næste uge, som rummer et fuldt pakket program. Men nu, må der slappes lidt af.
0 kommentarer:
Send en kommentar